Teenagere får færre aborter

Sex og Samfund har i mange år arbejdet med at fremme viden om prævention blandt unge. Og det kan ifølge dem selv være en af årsagerne til at færre unge nu får foretaget provokerede aborter. Foto: Scanpix

Danske teenagere får langt færre provokerede aborter end for ni år siden. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Sex og Samfund peger på ’større fokus på prævention’, som en af årsagerne.

Af Malte Bruhn

Danske teenagere er blevet bedre til at bruge prævention, når de dyrker sex. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I år 2008 blev der foretaget 2920 aborter på kvinder under 20 år, mens der i år 2015 kun blev udført 1935 indgreb. Det er det laveste tal siden år 2002.

I samme periode er antallet af kvinder under 20 år hverken steget eller faldet nævneværdigt, mens antallet af fødte børn af samme aldersgruppe heller ikke har ændret sig markant.

De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at abort-antallet blandt danske unge er steget stødt siden år 2011. Det nuværende niveau skal ses i lyset af en kraftig stigning fra år 2002 til år 2008. Foto: Danmarks Statistik.

 Bedre til at beskytte sig
En af årsagerne til det lave abort-antal er ifølge national projektleder i Sex og Samfund Nikolaj Hald, at unge mennesker er blevet bedre til at beskytte sig, når de dyrker sex.

”Sex og Samfund har i en årrække forsøgt at sætte større fokus på prævention igennem kampagner, seksualundervisning og rådgivning. Det har været med til at øge de unges kendskab til præventionsbrug” siger Nikolaj Hald.

Sex og Samfund er i daglig kontakt med unge mennesker. Og en af de ting, som optager og bekymrer unge allermest er, ifølge Nikolaj Hald, frygten for uønsket graviditet.

”På vores telefonlinje får vi mange spørgsmål omkring prævention. Det drejer sig selvfølgelig også om sexsygdomme, men den uønskede graviditet vækker stor bekymring hos de helt unge kvinder”.

Hormonel prævention er afgørende
I Sundhedsstyrelsen ser man på de nye tal med stor tilfredshed. Og ligesom i Sex og Samfund mener man, at de positive tal skyldes, at unge er blevet bedre til at bruge prævention.

Chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen Niels Sandø peger især på hormonel prævention som afgørende faktor. Hormonel prævention indebærer blandt andet p-piller, p-stav og hormonspiral.

”Alt tyder på, at de unge er blevet bedre til at beskytte sig selv. Især er hormonel prævention blevet langt mere udbredt blandt unge. Og det er godt, for det er hamrende effektivt” siger Niels Sandø.

Det er ikke kun de unge, der får færre aborter. I år 2008 blev der i Danmark foretaget 16586 provokerede aborter, mens der i år 2015 blev lavet 15325 indgreb.


Vinkel/”Har du hørt at”: Teenagere får langt færre aborter end for ni år siden. Det skyldes, at unge er blevet bedre til at bruge prævention. Hormonel prævention er blevet mere udbredt, og det kan også være en årsag.

Mine tanker og forventinger til 2. semester på Journalisthøjskolen

Mit navn er Malte Ivan Olausson Bruhn, jeg er 22 år, og på mandag starter jeg på 2. semester på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvilket jeg har gjort mig et par tanker om. 

Mig selv med Sri Lankas steppe som baggrund. Foto: Malte Bruhn

Baggrund: Jeg er født og opvokset i københavnerforstaden Brønshøj. Her gik jeg også i skole indtil 8. klasse, hvorefter jeg skiftede til en katolsk privatskole på Østerbro. Herefter tog jeg et år på Efterskole på Langeland, hvor jeg lærte at spille musik, hvilket har været en stor glæde for mig sidenhen. Jeg blev student fra Rysensteen Gymnasium i år 2014, hvorefter jeg arbejdede i en børnehave, som gav mig råd til at rejse rundt i Latinamerika i et halvt år. Da jeg kom hjem fra min rejse tog jeg er 5-måneders kursus på Ry Højskole, hvor jeg spillede en masse musik og forberedte mig på Journalisthøjskolens optagelsesprøve, som jeg heldigvis bestod i første huk.

Personlige interesser: Jeg har altid spillet en masse fodbold, men desværre har en lumsk knæskade sat en midlertidig stopper for den fornøjelse. Til gengæld har jeg har i år takket ja til at være cheftræner for Journalisthøjskolens fodboldhold, FC Åben Modus, hvilket jeg ser frem til med stor spænding. Derudover har jeg siden efterskolen spillet guitar i et surf-rock band. Det har givet mig nogle fantastiske oplevelser med nogle af mine allerbedste venner. Desværre er bandet gået lidt i stå, efter at jeg er flyttet til Århus.
Generelt går jeg meget op i politik, litteratur og historie, og jeg sætter en ære i, at gøre mig klogere og mere vidende om den verden, jeg lever i. Derfor elsker jeg også at rejse og opleve ny egne og dele af verden. I sommerferien har jeg været en måned i Sri Lanka, og til januar skal jeg med min ven til Sierra Leone.

Forventninger: Jeg har store forventninger til det kommende semester på Journalisthøjskolen. Jeg synes, at 1. semester var fint og lærerigt, og jeg anerkender, at man skal mestre de basale journalistiske metoder, inden man kan beskæftige sig med mere avancerede problemstillinger – men jeg glæder mig til at lave nogle ’større’ og mere samfundsrelevante historier, end jeg gjorde på 1. semester. Jeg glæder mig især til at skulle lave nyheder og dække Kommunalvalget, eftersom jeg interesserer mig meget for samfund og politik.

Forberedelse: Jeg har i sommerferien øvet mig lidt i at lave video, hvilket var en af mine svage sider på første semester. Jeg har bl.a. lavet et lille indslag om en skrædder i Jaffna, Sri Lanka, hvor han fortæller om sig selv og sit arbejde. Derudover har jeg skrevet en feature-artikel om Højskolerne i forbindelse med min gamle højskoles 125-års jubilæumsfest. Artiklen bliver bragt i skolens medlemsblad ’Skriftet’, der udkommer i november.
For mig handler en sommerferie også om at læse gode bøger, hvilket for mig også er en måde at forbedre og berige mig sprog på. Blandt andet har jeg læst Henrik Pontoppidans ’Lykke Per’, som virkelig har gjort et uudsletteligt indtryk på mig.

Gruppearbejde: Jeg synes selv, at jeg er god og arbejdsom kraft i et gruppearbejde. Jeg er god til at få lavet ting færdige, og jeg kunne aldrig finde på at free-loade i et gruppearbejde. Jeg er god til at få idéer, og jeg kan godt lide den kreative proces, når man skal idéudvikle i studiegruppen. Derudover er jeg et socialt og omgængeligt menneske, der er god til at skabe god energi og positiv stemning i sociale sammenhænge.

Ambitioner: Jeg har store ambitioner for 2. semester. Jeg glæder mig til samfundsfag og til at blive klogere – både teoretisk og praktisk. Generelt er jeg en person, der har store forventninger til mig selv. Hvis der er noget, som jeg går op i, har jeg altid en ambition om at blive den bedste til det. Det gælder også for journalistik. Derfor vil jeg mene, at mine ambitioner lægger på 10 ud af 10.

Fagligst stærke sider: Jeg vil måske betegne mig selv som fagligt stærk på en ’gammeldags måde’: Jeg har en god hukommelse, jeg har bred almen viden og jeg en struktureret tilgang til emner, jeg skal sætte mig ind i. Jeg synes også selv, at jeg meget effektiv og pligtopfyldende i et gruppearbejde.

Fagligt svage sider: Jeg er dårlig til alt det tekniske. Jeg er dårlig til at klippe videoer, jeg er dårlig til at bruge min telefon og jeg er dårlig til at tænke tværmedielt i forbindelse med SoMe og video osv. Derudover glæder jeg mig også til at blive bedre til det ’personlige interview’, hvor man skal ’åbne op’ for det menneske, man snakker med.

Udvikling: Jeg synes, at journalistikken hviler meget på journalisters evne til at skrive godt og fængende. Derfor er det helt klart en ambition for mig at blive rigtig god til at skrive. Jeg tror måske, jeg har en tendens til at skrive lidt for ’akademisk’. Derfor har jeg tænkt mig at blive endnu bedre til at skrive i et levende – men personligt – sprog. Og hvordan vil jeg så gøre det? Jeg tror, at jeg vil være meget opmærksom og kritisk overfor mit eget sprog i forbindelse med feed-back osv. Derudover tror jeg, at det handler meget om øvelse, hvorfor jeg har en idé om, at jeg gerne vil prøve at skrive noget, som ikke nødvendigvis er rettet mod skolearbejdet.

Torben giver andre den hjælp, han selv savnede

Det er uhyre svært og ensomt at skabe sig en ny meningsfuld tilværelse, når man forlader et kriminelt miljø. Det har Torben Bonhardt mærket på egen krop. I dag forsøger han at give andre unge den hjælp, han selv savnede, da han sagde farvel til livet som rocker.

Af Malte Bruhn

Da Torben Bonhardt sagde farvel til livet som rocker, var der ingen hjælp at hente. Hverken politi, kommune eller Kriminalforsorgen havde planer om at give en hånd med i hans kamp for at forlade det kriminelle miljø, som han havde været en fast del af siden sine tidlige teenageår. Men en tur i fængsel og savnet til hans datter viste sig som en stor nok motivation til at forlade miljøet, selvom det var en hård og ensom proces.

”Jeg havde tænkt tanken om at forlade miljøet mange gange, men jeg havde ingen at snakke med det om. Der var ingen, der forstod, hvad det handlede om. Så da jeg forlod miljøet, var der ingen hjælp at hente. Det var som at tage et skridt ud i intetheden. Alt det jeg kendte og alt det, der havde været en del af mit liv, forsvandt fra den ene dag til den anden”.

Torbens frustrationer over den manglende hjælp fra systemet gav ham blod på tanden. Derfor startede han i år 2013 firmaet ’Head On’, som har til formål at hjælpe unge ud af bandekriminalitet, stofmisbrug og andre sociale problemer. Torbens motivation er nu at give andre den hjælp, han selv manglede, da han havde allermest brug for det.

Det handler om fortrolighed
Torbens forening ’Head On’ holder til i et hvidt og udadtil anonymt parcelhus på Oddervej et par kilometer syd for Århus. Bag det hvide parcelhus, som blandt andet rummer et mødelokale, en TV-stue, et køkken og et billardbord, ligger matriklens visuelle højdepunkt: Haven. Omringet af det jyske solskinsvejr, ligner den motivet til et nationalromantisk landskabsbillede portrætteret af J. Th. Lundbye eller P.C. Skovgaard.

I haven sidder Torben og et par af de drenge, han hjælper. De ryger smøger og snakker om løst og fast. En af dem hedder Mahir Hisir. Han har igennem en årrække været inde og ude af bandemiljøet i Århus. Hans samarbejde med Torben har givet ham nogle brugbare værktøjer, i den vanskelige proces det er at forlade det miljø, han har været en del af siden han var barn.

”Det er umuligt at forklare sine problemer til dem nede i kommunen. De kan ikke sætte sig ind i ens problemer. De er for professionelle. Man kan heller ikke ringe til dem fra den gamle bande og fortælle om sine følelser. Derfor er det vigtigt at kunne snakke med en som Torben, der møder en i øjenhøjde, og som ved, hvordan det er at skulle forlade et kriminelt miljø”.

Torbens mission som mentor for de unge er at være de unges allierede og fortrolige hele vejen igennem det forløb, der har til formål at få de unge ud af banderne og kriminaliteten.

”Det er vigtigt at lære dem, at deres handlinger har konsekvenser. Derfor prøver jeg at give dem nogle værktøjer til at strukturere deres tanker. Jeg ved, hvordan det er at forlade kriminalitet, så jeg prøver at støtte dem og vise dem vejen gennem hele processen”.

I rockerklubben passede han ind
Da Torben var barn, følte han aldrig, at han passede ind. Derhjemme boede han med en voldelig stedfar, og i skolen pjækkede han meget og kom tit i konflikter. Som 11-årig begyndte han at ryge hash, og senere begyndte han at stjæle biler og begå indbrud. Men hans store drøm var ikke at blive fuldtidskriminel. Tværtimod drømte han om at blive politimand eller soldat.

”Jeg ville gerne ud og opleve noget. Jeg vil gerne opleve et sammenhold, og det at være del af noget, der var større end mig selv”.

Som 16-årig redede han to venner fra døden, men blev selv skudt i hovedet, hvilket hans glasøje for altid vil minde ham om. Den alvorlige ulykke betød også, at hans drøm om en militærkarriere måtte begraves.

Kort efter hans 18-års fødselsdag blev han medlem af motorcykelklubben ’Madheadders’. Her oplevede Torben for først gang følelsen af ’at passe ind’.

”For første gang i mit liv følte jeg, at jeg var en del af noget. Og det var fedt, selvom det i starten var hårdt arbejde at være prøvemedlem: ’Mød ind fredag kl. 6. Der skal ryddes op og handles ind’. Og så skal man ned og besøge en anden klub. Og så skal man være chauffør. I klubben var der et tydeligt hierarki og en fast struktur, og det tror jeg var godt for mig”.

Torben har aldrig følt, at han passede ind i skolen. Det var først som 15-årig da han mødte sløjdlæreren Edmund, at han oplevede, at der var en lærer, der interesserede sig for, hvordan han havde det. “Han var hård, og han var af den gamle skole. Han havde haft fat i mig et par gang, men det hjalp jo ikke på mig. Men så begyndte han at spørge ind til, hvordan jeg havde det. Det var svært at fortælle, at jeg havde det af helvede til, og at jeg blev slået derhjemme. Helt dybt inde havde jeg jo stadig en loyalitetsfølelse overfor min familie”.

Alle har brug for fællesskaber
En afgørende grund til at mange unge mennesker søger ind i kriminelle miljøer er, ifølge kriminolog og Direktør i Fonden Comeback Industries, Poul Kellberg, at alle mennesker har brug for at føle, at de passer ind.

”Når de fleste fællesskaber er lukkede, går man derind, hvor døren er åben. Når du hele dit liv har fået at vide, at du er forkert, kan banderne tilbyde en følelse af at høre til. De repræsenterer en modkultur, som står stærkt i forhold til det ’normale’ samfund. Det er også derfor, at rockerne kalder sig ’Én procent’. Det er dem imod resten af verden”.

Når man er medlem af en rockerklub, har det også en altafgørende indflydelse på ens identitet og personlighed. Ens primære sociale netværk findes nemlig i klubben, og det er her man tilbringer det meste af sin tid. Det var i hvert fald, hvad Torben oplevede i ’Madheadders’.

”Der var den fedeste stemning i klubben. Vi kunne feste og drikke flere dage i træk. Det var skide sjovt.”

Samfundet tilgiver aldrig
I 2006 fandtes der ikke et nationalt EXIT-program. Det blev først igangsat af Justitsministeriet i år 2011. Så da Torben forlod det kriminelle miljø, var han overladt til sig selv. Med ét var han nødsaget til at afskære al kontakt med sine gamle venner fra rockermiljøet, som hidtil havde været hans faste holdepunkter i tilværelsen. Han var alene, og han havde selv ansvaret for at skabe sig en ny meningsfuld tilværelse.

Ifølge talsmand for foreningen TBM Scandinavia (foreningen for tidligere bandemedlemmer red.), Michael Green, kan det være en uoverskuelig udfordring for mange tidligere rockere og bandemedlemmer, når de pludselig skal stå på egne ben.

”Det er utrolig svært at vende tilbage til de etablerede systemer. Mange af dem har aldrig haft et rigtigt arbejde eller taget en uddannelse. Det er en kæmpe udfordring at skulle skabe et helt nyt netværk, en ny identitet og nogle nye værdier. Det svarer til, at man pakker kufferten og flytter til Stockholm, hvor du ikke kender nogen, og hvor ingen kender dig.  Mange har også økonomiske problemer, hvilket heller ikke gør det lettere”.

Ifølge Poul Kellberg er der ingen kriminelle, som har haft en fantastisk opvækst og tilværelse inden de begynder deres kriminelle karriere. Men det betyder ifølge Michael Green ikke, at tidligere rockere og bandemedlemmer undgår den fordømmelse, som for altid vil følge med, når man tidligere i sit liv har været kriminel.

”Det er så let at fordømme det, man ikke forstår. Man husker jo altid folk for de dårlige ting. Sådan er det også med eks-rockere”.

Selvom Torben i dag forsøger at betale tilbage til det samfund, han ikke altid har været en del af, oplever han også stadig de udfordringer det medfører, når man engang har været kriminel. Selv mener han at ”Gud tilgiver alt, men samfundet tilgiver intet”.

Man kan kun hjælpe dem, der vil hjælpes
I dag findes der, udover Head On, flere private og offentlige initiativer, der har til formål, at hjælpe rockere og bandemedlemmer, som gerne vil forlade miljøet. Et af dem er det statslige program ’EXIT’, som bliver koordineret af kommunerne, politiet og Kriminalforsorgen.

Men ifølge Poul Keldberg er det en illusion, hvis man tror, at man kan hjælpe alle de ca. 1400 rockere og bandemedlemmer, der ifølge Justitsministeriet findes i Danmark. Fra det offentlige og foreningernes side, kan man nemlig kun hjælp, hvis de unge selv er motiverede til at forlade miljøet.

”Det er et personligt ansvar, hvis du vil ud af kriminalitet. Men vores opgave skal være at hjælpe dem med, hvordan man sætter grænser for sig selv og tager ansvar over sit eget liv. Men hvis de ikke selv vil hjælpes, er det umuligt”.

Anslag: 8009

Korrektur: Sara Rud

Vinkel: Jeg vil fortælle, at man har brug for fællesskaber til at skabe sin identitet, når man er ung. Derfor kan bander og organiseret kriminalitet være et sted for unge, hvor man føler at man passer ind, hvis man ikke gør det andre steder. Det kan dog være svært at forlade miljøet, hvis man ikke får den rette hjælp. Man er nemlig overladt til sig selv, og man skal skabe en ny identitet. Torben har prøvet det på egen krop – derfor forsøger han nu at give unge den hjælp, som han ikke selv fik, da han i 2006 forlod en rockerklub.

Selvom han forlod retssalen som en fri mand, kan han ikke ånde lettet op endnu

Af Malte Bruhn

En 20-årig mand blev i dag i byretten i Randers idømt en betinget straf på 60 dages fængsel for vidnetrusler mod en bekendt, som tidligere i år var vidne til en alvorlig trafikulykke, hvor den tiltalte angiveligt er medskyldig i påkørslen af et barn.

To mænds hasarderede kortegekørsel i et skoleområde i Hadsten endte i februar med at gå udover en 14-årig dreng, som blev ramt af den en af de to vanvidsbilister. Ulykken var centimeter fra at koste ham livet. Politiet har endnu ikke rejst tiltale mod de to mænd i sagen, men i dag blev den af de to bilister, som ikke torpederede den 14-årige, dømt for trusler mod en person, som var vidne til ulykken.

Det skete i byretten i Randers, hvor den 20-årige umiddelbart efter at domsafsigelsen, ikke fandt grund til at anke dommen, som lød på 60 dages ubetinget fængsel. Den 20-årige kunne dog forlade retsbygningen som en fri mand. De 60 dage havde han nemlig allerede afsonet i forbindelse med sin varetægtsfængsling.

’Trash talk’ eller reelle trusler?
Den 20-årige blev dømt for at have truet et vidne til ulykken, hvilket ifølge lovgivningen er langt mere alvorligt en end en ’normal’ trussel. Vidnet til ulykken blev truet, efter at den 20-årige angiveligt havde set skriverier på Facebook fra vidnets mor og moster, som begge skrev, at den 20-årige ville få en livstidsdom efter hans indblanding i ulykken.

Det, og den generelle dårlige stemning omkring hans person i lokalmiljøet efter ulykken, som vidnet angiveligt var med til at fremme, fik den 20-årige til at kontakte vidnet over telefon. Vidnet var sammen med sin storebror og deres fælles bekendte, da den 20-årige ringede første gang.

Brødrene lagde under vidneforklaringen vægt på, at den 20-årige under de fem telefonsamtaler skulle have haft en truende tone, og at han havde sagde, at han ville ’sparke hans dør ind’, hvis ham og hans familie ikke snart stoppede med at sprede falske rygter. Dog opfattede deres fælles bekendte, som også vidnede i sagen, ikke truslerne som reelle – han så det som ’trash talk’, der ikke skulle tages bogstaveligt.

Den 20-årige kan ikke ånde lettet op endnu
Under retssagen lagde anklageren vægt på, at ’baren er lavere for, hvad man kan true med, når det handler om vidnetrusler’. Selvom de to brødre havde svært ved at være konkrete, da de skulle fortælle om, hvordan den 20-årige havde truet dem, lagde anklageren vægt på, at lillebroren havde en berettiget frygt for den 20-årige, hvilket også viste sig, da han skulle vidne. Han bad nemlig om, at få den 20-årige fjernet fra lokalet, mens han skulle forklare sig overfor dommeren.

Forsvaret fokuserede derimod på, at der ikke var fremlagt tydelige nok beviser for, at der var tale om reelle trusler. Ifølge forsvareren burde der lægges vægt på forklaringen, som brødrenes bekendte aflagde. Han nævnte nemlig blandt andet, at brødrene nogle gang havde en tendens til ’at piske en stemning op’. Derudover mente forsvarsadvokaten også, at hans klient jo kort forinden havde været ude for en ’modbydelig oplevelse’ i forbindelse med trafikulykken, hvorfor en straf på 60 dages ubetinget fængsel var alt for voldsom.

Men ifølge dommeren var 60 dage altså en passende straf for den 20-årige, som trods sin nyvundne frihed, ikke kan ånde alt for lettet op endnu. Ham og den anden bilist fra den tragiske bilulykke er nemlig stadig sigtet for at have kørt uforsvarligt i et område befærdet af børn og unge.

3495 anslag

Vinkelsætning: Jeg vil fortælle, at den 20-årige i dag kunne forlade retssalen som en fri mand. Men han kan ikke slappe alt for meget af endnu. Han er nemlig stadig sigtet i en alvorlig trafikulykke.

Ulykken forandrede Jacob for altid

D. 21. november år 2009 blev Jacob hjerneskadet efter en alvorlig trafikulykke. Efter en måned i koma, en kompliceret operation og et langt genoptræningsforløb kæmper han stadig med konsekvenserne af den alvorlige ulykke, som med ét ændrede hans personlighed for altid.

Af Malte Bruhn

Jacob Bisgaard ligner en ganske normal 26-årig mand. Han går med kasket og polo, han ryger røde Lucky Strike-cigaretter, og han går på højskole. Forskellen på Jacob og andre unge mennesker er bare, at han lider af en alvorlig hjerneskade, som har haft en afgørende indflydelse på hans personlighed.

”Jeg bliver meget nemt arrig. Det kan fx være i forbindelse med sport, eller hvis der bare er nogen, der rører ved mit hår. Jeg har nemlig svært ved at skelne mellem sjov og alvor. Jeg har ikke det der filter, der siger stop. Det er ødelagt for altid. Jeg er bevidst om, at jeg på det punkt har fejl og mangler. Jeg kan bare ikke gøre noget ved det, når jeg er i situationen.”

Jakob er bevidst om, at han som følge af sin hjerneskade i frontallappen, som indeholder hjernens ’kontrolcenter’, har svært ved at kontrollere sit temperament, holde flere bolde i luften ad gangen og huske ting, han netop har fået at vide. Det paradoksale ligger i, at han ikke kan bruge sin fornuft og sit velfungerende intellekt til at dæmme op for problemerne, det dagligt medfører.

Den dag alting blev sort
Da Jacob var 19 år, gik han i gymnasiet på Aabenraa Statsskole. Her var han en vellidt person med mange venner. Selv beskriver han sig som den lokale ’go-to-guy’, når der skulle hyres en DJ eller arrangeres en fest. Han var lige flyttet sammen med sin kæreste, og han tjente gode penge i et fritidsjob på McDonald’s, hvor han var på vej hjem fra, da ulykken indtraf.

”Jeg havde morgenskift, så jeg mødte kl. 7. Det hele kørte, som det skulle. I løbet af dagen gik jeg og tog lidt pis på personalechefen, som jeg altid gjorde, når jeg var på arbejde. Jeg skulle til personalemøde senere på dagen, så jeg fik min kollega til at tælle kassen op og lukke systemet, så jeg kunne nå hjem i bad inden mødet. Jeg gik ud til min scooter og kørte hjemad. Og derefter er alting sort”.

Jacob har senere fået aktindsigt i, hvordan ulykken skete: På vej ned ad en bakke kolliderer han med en beruset mand, som af uransagelige årsager befinder sig på cykelstien. Jacob, som ingen chance har for at undvige, ryger derefter ud på kørebanen, hvor hans hoved enten rammer scooteren eller en forbipasserende bil.

En struktureret hverdag
Siden 2014 har Jacob været elev på Egmont Højskolen, som både er for ’normale’ og for mennesker med et fysisk handicap. Opholdet har styrket hans sociale egenskaber og hans evne til at organisere sin hverdag. Han har stadig problemer med at huske – men til dette har han udviklet en abstrakt, og dog effektiv metode.

”Jeg føler mig dum, hvis jeg ikke kan huske ting. Men jeg har fundet ud af, at jeg bare skal være lidt for mig selv, så jeg får tid til at genkalde følelsen, jeg fik, da jeg fik informationen. Når jeg genkalder følelsen, kommer det, jeg skal huske, tit tilbage. Der kan gå alt fra to minutter til en dag, men jeg bliver bedre til det”.

Før i tiden gik Jacob ikke så meget op i at strukturere sin hverdag. Han gjorde det uden at tænke over det. I dag er hans hverdag, og alt han foretager sig, nødt til gå efter et nøje planlagt skema og en fast struktur.

”I sidste uge skulle jeg male min bil. Ifølge manualen skulle den males én gang hvert tyvende minut. Hvis jeg ikke havde sat en alarm til hvert tyvende minut, ville jeg have glemt alt om det. Og hvis der ikke var gået præcis tyve minutter, før jeg malede den igen, ville min verden ramle sammen. Sådan var jeg ikke før ulykken.

En svær erkendelse
Efter ulykken bliver Jacob indlagt på Sønderborg Sygehus, hvor han bliver stabiliseret og lagt i koma. Fem dage senere bliver han opereret for kraniebrud og de hjerneblødninger, ulykken har medført. Efter en måned i koma og et langt og sejt genoptræningsforløb, tager Jacob i januar sine første skridt efter ulykken. Det er dog først i maj, at Jacob for alvor begynder at erkende, at han aldrig vil blive den samme person som før ulykken.

”Jeg var i England sammen med min far for at se FA-Cup-finalen på Wembley. Før i tiden har jeg set mange fodboldkampe med mine venner på stadion, men denne gang kunne jeg slet ikke holde fokus. Jeg var ved at gå i chok, fordi der var så meget omkring mig, jeg skulle forholde mig til. Jeg tror, den oplevelse var god for mig, fordi det var her, det gik op for mig, at det stod værre til, end jeg selv havde troet”.

Efter ulykken har Jacob svært ved at styre sit temperament, sammensætte en hverdag og koncentrere sig i længere tid af gangen, hvilket gør at han i år 2013 går ind i en periode præget af angst og depression.

”Jeg var ked af at være en anden. Jeg kunne godt lide Jacob, som han var før. Før ulykken var jeg alles go-to-guy, men nu var jeg pludselig afhængig af hjælp fra andre. Det havde jeg meget svært ved at vænne mig til”.

En livsnyders drøm om fremtiden
Ligesom Jacob opfører sig og ligner en ganske normal, ung mand, når han fortæller om planerne for højskolens ombygning, mens han med sin effektive Jeep-lighter tænder en smøg i det østjyske blæsevejr, har han også mange af de samme drømme som andre håbefulde sjæle på hans egen alder.

”Hvis jeg kunne få lov til at drømme frit, ville jeg nok ønske mig en rigtig sød kæreste, en fed lejlighed i Aarhus, og så kunne jeg godt tænke mig at åbne min egen butik eller café, som var min og kun min”.

Ulykken har gjort, at Jacob er blevet bedre til at sætte pris på det liv, han var så tæt på at miste en mørk novemberaften for snart otte år siden.

”Jeg tager intet for givet, og der skal mindre til at gøre mig glad. Faktisk vil jeg betegne mig selv som lidt af en livsnyder. Så på den måde har ulykken faktisk været en øjenåbner”.

Antal anslag: 6079

Korrektur: Emma Schlægelberger

Vinkelsætning: Jeg vil fortælle, at Jacobs personlighed ændrede sig efter at han fik en hjerneskade i forbindelse med et alvorligt trafikuheld.

Fra Tequila Slammer Robot i Aarhus til hejsekraner i Kasakhstan

Det hele startede med en Tequila Slammer Robot, der kunne ryge cigaretter og mixe drinks til deltagerne på Aarhus Festuge i år 1996. I dag er robottens opfinder, Mads Wahlberg, CEO for et dansk eksporteventyr.

Af Malte Bruhn

Splittelsen mellem at være en kreativ ildsjæl, der elsker at opfinde underfundige installationer til fede arrangementer og at være en benhård erhvervsleder, der skal præsentere sorte tal på bundlinjen, er et gennemgående dilemma i Mads Wahlbergs liv.

”Jeg kunne sagtens tage 14 dage ud af kalenderen og lave noget skægt til en dansefestival, men jeg synes også, det er vigtigt for firmaet at tjene kassen på at levere 96 kraner til Verdensudstillingen i Kasakhstan”.

”Det kan være meget skægt at lave kontor- og salgsarbejde, men jeg savner at bruge mine hænder,” siger Mads, der er uddannet elektriker.

Et gennemgående dilemma
Der er sket meget, siden Mads var alene om at sætte de sidste skruer i den nu pensionerede Tequila Slammer Robot.

”Dengang syntes jeg, det var enormt sjovt at nørde med computere og maskiner. Men man scorer ikke ret meget på at opfinde en betonstøbemaskine. Men man kan godt score på at lave en Tequila Slammer Robot. Og det er faktisk den, der har gjort, at jeg sidder her i dag.”

Tequila Slammer Robotten blev brugt som et sjovt indslag til Aarhus Festuge 1996. Den kunne interagere med publikum, ryge cigaretter og servere Tequila-drinks. Den har også underholdt i backstage-området på Roskilde Festival. Foto: Mads Wahlberg.

Mads’ kontor befinder sig på 2. sal i en gammel, rød staldbygning, hvori der hverken bliver slagtet kvæg eller fremstillet Tequila-Robotter. Mads’ firma, ’Wahlberg Motion Design’, har nemlig specialiseret sig i at producere bevægelsesdesign til underholdningsindustrien.

Selvom Mads’ lille enmandsforetagende har udviklet sig til en profitabel virksomhed med 15 ansatte, savner han nogle gange tiderne, hvor hans hobby ikke var hans profession. Så når de kreative abstinenser bliver for store, tager han gerne ned på fabrikken om aftenen og bygger 3D-figurer.

”Det er lidt som at bygge med Lego, man selv har designet”.

Eurovision, Superbowl og Drake
Faktisk bygger Mads’ succesrige opfindelser på de samme motion design-principper som Tequila Slammer Robotten. Forskellen er bare, at ’kranerne’ ikke længere skænker spiritus, men bevæger kulisser til arrangementer i underholdningsindustrien. Mads mener, at hans langvarige kendskab til branchen er hans største fordel som chef.

”Efter jeg lavede robotten, fandt jeg ud af, at det var sjovt at lave produkter til underholdningsindustrien. Jeg er god til at opfinde løsninger, som jeg ved kan bruges i branchen.”

I sidste uge blev Mads’ hejsekraner eksempelvis brugt til at få tusinder LED-bolde til at danse i loftet til Drakes koncert i Royal Arena i København. Tidligere har hans firma også leveret motion design til Super Bowl og Eurovision.

Mads Wahlberg viser, hvordan hans kran fungerer. Det er kraner som den der holder, hæver og sænker LED-boldene, som hænger i loftet i videoens slutning. Til Drake-koncerten i Royal Arena var det også disse kraner, der fik boldene til at ‘bevæge’ sig. Video: Malte Bruhn

I denne video kan du se, hvordan det ser ud, når boldene bevæger sig: 

Fra Sydhavnen til Holme
Mads’ virksomhed har holdt til i lokalerne i Sydhavnen i over 20 år. Men fra næste måned er det slut. Selvom Mads er glad for beslutningen om at flytte produktionen til et industrikvarter i Holme fire kilometer syd for midtbyen, kommer han til at savne det kreative og mangfoldige miljø, som bl.a. bebos af Frontløberne, hjemløse grønlændere og musikere.

”Det er angstprovokerende at skulle flytte. Det er dejligt at have et sted i byen, hvor der er levende og hyggeligt. Men samtidig er det mig selv, der har skrevet under på købspapirerne, og det er mig selv, der er lykkedes med det her projekt, hvilket har gjort, at vi er vokset ud af det her lokaler”.

3614 Anslag

Korrektur: Emma Fedder Schlægelberger

 

Boksning handler om at udvikle sig selv

For Moteza M. Safai handler det om teknik, motion, vilje, hjernekapacitet og personlig udvikling, når han træner unge mænd og kvinder i boksning.

Af Malte Bruhn

For udenforstående kan boksning måske opfattes som en voldelig og aggressiv sport, hvor svedige, muskuløse mænd banker hinanden til blods. Den holdning deler Morteza M. Safai dog ikke. Tværtimod mener han, at boksning handler om at udvikle sig selv og sin egen personlighed.

”Sporten handler grundlæggende om selvudvikling, teknik, kondition, styrke, træning, kost, overblik og vilje. Det handler om alt det udenfor ringen. Ja, du får et par på hovedet en gang imellem, men efter en kamp er folk som regel glade, fordi de har givet noget til sig selv”.

Morteza er tidligere Danmarksmester i både kick-boxing og boksning. Derudover har han været boksetræner, siden han var 16 år gammel. Først for motionister, siden for begynderhold og nu som cheftræner for Århusbokseklubben, ’Champ Camps’ kamphold.

Boksning er en livsstil
De mange års erfaring i og udenfor bokseringen har givet Morteza blod på tanden, når det kommer til udviklingen af morgendagens boksetalenter. Hans største glæde i det frivillige job som træner er nemlig at lære fra sig og overlevere nogle af de erfaringer, han selv har gjort sig. Mortezas’ største drivkraft som boksetræner er da også at se de unge talenter udvikle sig.

”Det kræver en hel speciel livsstil i forhold til kost, motion og disciplin, hvis man vil være en god bokser. Derfor kan jeg godt lide at se, når tingene begynder at sidde fast, og når de begynder at gøre tingene på den rigtige måde”.

Selvom det er almen kendt at man kan miste hjerneceller i en boksering, er det ikke kun skadende for hjernen at gå til boksning. I ’Champs Camp’ træner de nemlig også indersiden af hovedet. I boksning er det nemlig essentielt at kunne aflæse signaler, bedømme afstande, reagere hurtigt og tilpasse sig forskellige boksestile.

En normal træning for ‘Champs Camps’ kamphold består blandt andet af opvarmning, tekniske øvelser, sandsæktræning og som man kan se her: ‘Pletboksning’. Video: Malte Bruhn

Selvværd, selvtillid og sociale kompetencer
Boksning som fritidsinteresse er altså ikke kun sundt for kroppen. Det har også gavnlige effekter for dit sociale liv, din selvopfattelse og dit mentale velvære, når du pludselig kommer i form og begynder at spise sundt. I sin tid som boksetræner har Morteza især bemærket, at sporten har en gavnlig effekt på unge drenge fra udsatte boligområder.

”Boksning giver dem selvtillid, selvværd og sociale kompetencer.  Når man træner seriøst, har man hverken tid, overskud eller behov for at lave ballade.

Mortza mener, at de unge får adrenalin i kroppen, når de bokser, som de måske tidligere opsøgte på gaden. Det oplevede Morteza i hvert fald selv, da han begyndte at bokse.

”Jeg var i den fuldstændig samme situation, som de er i nu. Så det er dejligt at kunne støtte dem i deres egen udvikling”.

2963 anslag

Korrektur: Linnea Maria Dyrdahl

Århus er vokset på Rebecca siden studiestart

Da Rebecca flyttede til Århus i september var hun ikke fan. Efter studiestart på Journalisthøjskolen har hun dog ændret opfattelse. 

Af Malte Bruhn

Efter et par måneder i Århus, har Rebecca endelig fundet sig til rette i hendes nye hjemby.

Selvom man har et godt, fast arbejde og bor i dejlig lejlighed i midtbyen, kan det være svært at finde sig til rette i en ny by, hvis man mangler et solidt socialt netværk. Det mener Rebecca Christensen, som i september flyttede til Århus fra hendes hjemby Næstved:

”Lige da jeg var flyttet hertil for at arbejde, syntes jeg, at Århus var forfærdeligt. Jeg tænkte: ’Her skal jeg ikke bo’. Udover nogle af mine gamle højskolevenner, havde jeg ikke rigtig nogen at udforske byen med.”

Men efter at Rebecca i februar startede på Danmarks Medie-og Journalisthøjskole i Århus, har hun mødt en masse nye mennesker som var i samme situation som hende. Det har forbedret hendes indtryk af byen.

En ensformig hverdag
Da Rebecca flyttede til Århus i september sidste år vidste hun, at hun skulle begynde på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i starten af februar. Men da Rebecca og hendes veninde fra højskolen fik tilbudt en lejlighed i midtbyen, turde de ikke sige nej.

Mens Rebeccas veninde startede på sygeplejeuddannelsen i Århus allerede fra d. 1. september, måtte Rebecca vente et par måneder før hendes journalist-studier begyndte. Derfor tog hun arbejde i et par af de lokale børnehaver.

”Jeg arbejdede i en børnehave, og det er jo et 8-16-job, så der er man det meste af dagen. Efter arbejde har jeg som regel været i Fitness World i nogle timer, og så har jeg egentlig bare haft aftenen for mig selv. Der er nogle dage der er meget ens, og det kan godt blive meget kedeligt.”

Høje forventninger
Livet på arbejdsmarkedet i den fremmede by var hårdt og sommetider ensomt, men heldigvis havde Rebecca en hel del at se frem til: Nye mennesker, ny lærdom og nye rutiner. Derfor havde hun også høje forventninger til det faglige og det sociale.

Indtil videre har studiet levet op til Rebeccas høje forventninger til, og på en måde er byen også vokset på Rebecca – både fysik og inde i hende selv:

”Byen er vokset på den måde, at jeg kender til flere steder nu. Før jeg startede på studiet kendte jeg nærmest kun ruten til og fra arbejde, ruten til Fitness-World og Åen. Men den er også vokset i og med, at jeg allerede nu har bygget noget socialt op her”.

Anslag: 2310

 

Hello world!

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.